Pavlova med mandler og sommerbær

copenhagencakes marengs pavlova 3Denne dessert er virkelig en hyldest til sommeren. Den er let, luftig og selvom den er sød er den samtidig super frisk. Og som nogle af jer ved, så har jeg et svagt punkt for kager og desserter, der er fulde af kontraster – og det må man sige en pavlova er! Den er både crunchy og fløjsblød, og sød og syrlig på én og samme tid.

Og det bedste? Den er super nem at lave!

Du kan vælge at lave pavlova’en i små portionsanretninger, eller som én stor rund “lagkage”. Jeg synes det er så fint med de små anretninger, så det var sådan jeg lavede dem denne gang.

Jeg har blandet flødeskummen op med skyr, så den bliver lidt friskere i smagen. Du kan også bruge crème fraîche eller simpelthen bare bruge flødeskum alene.

copenhagencakes marengs pavlova 4Ingredienser (ca. 8 små eller 1 stor)
Marengs med mandler
150 g mandler
4 stk past. æggehvider
Kornene fra 1 stang vanilje
170 g sukker
100 g flormelis

  • Hak mandlerne meget groft og læg dem til siden.
  • Pisk hviderne let stive, vend vaniljekorn og sukker i og pisk videre 1-2 minutter.
  • Sigt flormelis i og vend til sidst de hakkede mandler i marengsen indtil de er godt fordelt.
  • Fyld marengsen på en sprøjtepose og klip et hul der er stort nok til at mandlerne kan komme ud.
  • Læg et ark bagepapir på en bageplade og sprøjt 8 runde cirkler på papiret. Har du ikke sprøjteposer derhjemme kan du også bare lægge marengsen på bagepapiret med en ske.
  • Stil bagepladen ovenpå en anden plade (så marengsrederne ikke bliver brændte i bunden), sæt dem i ovnen og tænd den på 160 °C (alm. ovn).
  • Bag marengsrederne i ca. 25-30. minutter. Hold godt øje med dem så de ikke bliver for brune. Giv dem eventuelt længere tid hvis de kan tåle det.
  • Tag marengsrederne ud af ovnen og lad dem afkøle helt.

Skyr-flødeskum og bær-topping
5-6 spsk. skyr
Kornene fra 1 stang vanilje
2 dl piskefløde
Jordbær
Blåbær
Hindbær
evt. lidt mynteblade til pynt

  • I en skål blandes vaniljekornene godt ud i skyren.
  • Pisk fløden let i en anden skål, og vend det til sidst sammen med vaniljeskyren.
  • Anret pavlovaerne med 1-2 spsk skyr-flødeskum ovenpå hver marengsrede og top til sidst af med en masse bær.

Velbekomme!

Lakridskys

DSC_0448 copyForleden havde jeg en klat marengs til over da jeg var i gang med at bage, så i stedet for at smide resterne ud fik jeg den idé at tilsætte en sjat lakrids og lave fine små marengskys.

Resultatet blev fuldstændig himmelsk. Jeg er generelt vild med hjemmelavede marengskys – jeg synes det er sådan en fin lille “kage”, som pynter på ethvert kagebord. Den salte smag af god lakrids er bare perfekt i sådan en ellers meget sød lille sag.

DSC_0447 copyIngredienser (ca. 50 marengskys)
160 g æggehvider (svarer til ca. 4 store æggehvider), stuetemperatur
180 g hvidt sukker
1 spsk vaniljesukker
1 tsk raw lakridspulver
1 tsk fint lakridspulver
80 g flormelis

  • Forvarm ovnen på 120 °C varmluft.
  • Æggehviderne piskes indtil de er næsten stive – de skal kunne danne toppe, der står af sig selv uden at synke sammen.
  • Tilsæt sukkeret langsomt lidt ad gangen mens du pisker ved lav hastighed.
  • Tilsæt vaniljesukker, raw lakridspulver, fint lakridspulver og halvdelen af flormeliset på samme måde.
  • Det resterende flormelis vendes i med en dejskraber.
  • Smag dejen til – tilsæt evt. mere lakridspulver hvis du synes.
  • Marengsmassen kommes i en sprøjtepose med en stjernetyl (jeg har brugt Wiltons 2D). De små marengskys sprøjtes ud på bageplader med bagepapir.
  • Sæt bagepladerne i ovnen og skru ned på 80 °C. Bag i 1 time – husk at bagetiden kan variere alt efter din ovns karaktér.
  • Ovnen slukkes og marengskyssene tørres færdige i den slukkede ovn indtil de er helt afkølede.
  • Marengskyssene opbevares i en lufttæt beholder ved stuetemperatur. De kan også sagtens fryses!