Bryllupskagetest: Den skønneste kage af hvid chokolademousse, hindbærmousse og pistaciecrunch

copenhagencakes afternoon tea 7copenhagencakes bryllupskage afternoon tea 6Nu er det slut med eksamener, og jeg er fuld af glæde og forventning til sommeren! Jeg skal slet ikke slappe af – kalenderen er nemlig fuld af planer, projekter og drømmerier. Jeg skal først og fremmest på Roskilde Festival, så skal jeg bage bryllupskager til et dejligt vennepar, jeg skal til Amsterdam og endda på klatrekursus. Ja, der sker skam noget.
Noget af det, jeg også har glædet mig rigtig meget til, er at få gang i kagebagningen igen. Jeg har simpelthen ikke haft tiden til det på det seneste – studierne kommer jo i første række. Men nu har jeg som sagt sommerferie, og jeg har et krea-hoved fyldt med bageplaner, som jeg glæder mig til at få ført ud i livet.

For at fejre “friheden” havde jeg i går inviteret det bedste slæng damer på besøg til et lille hjemmeorganiseret Afternoon Tea-arrangement. Det var jo en oplagt mulighed for at teste mine opskrifter af på den bryllupskage, jeg har i tankerne til mit gifteklare vennepar (se opskriften længere nede i indlægget).

copenhagencakes bryllupskage afternoon tea 2Det er Amo, der har spurgt mig, om jeg havde lyst til at bage lidt med nogle af deres produkter, og det har jeg takket ja til. Jeg ville nemlig prøve at se, om det kunne lade sig gøre at tænke lidt “ud af boksen”, og bruge deres kageblandinger på andre måder, end det de lige umiddelbart er beregnet til.

Til kage-slabberaset havde jeg lavet følgende:

  • Scones – super nemme, hurtige at bage, og lækre at sætte tænderne i. Opskriften har jeg her.
  • Lemon curd – sød og syrlig på én og samme tid. Perfekt ovenpå de friskbagte scones. Opskriften finder du her.
  • Hjemmelavet Sparkling Tea – lavet på samme koncept som min hjemmelavede ginger ale, blot med earl grey, hyldeblomstsaft og lime som smagsgivere. Opskriften på ginger ale har jeg her.
  • Macarons – fra Amos færdigblanding. Nemme at bikse sammen og overraskende flot resultat: Ingen sprækker, revner eller manglende “fødder”!
  • Og til sidst selvfølgelig kronen på værket: Bryllupskagen! Den bestod af en bund fra Amos drømmekageblanding, lidt pistacie-crunch, hvid chokolademousse og hindbærmousse.

Det var den største fornøjelse at byde veninderne på dette lækre kagebord, og det er bestemt ikke sidste gang jeg holder sådan et arrangement. Bryllupskagen blev mere end godkendt, det var helt perfekt hvordan den let syrlige hindbærmousse spillede op til den søde hvide chokolademousse. For slet ikke at nævne den fløjlsbløde tekstur! OH MY GOD! Det er altså som at tage en bid af himmerige. Pistaciecrunchen var med til at tilføre en glædelig lille overraskelse, hver gang man tog en bid. Det er det, gode kager efter min mening skal kunne: Byde på kontraster både i smagsnuancer og konsistenser. Hvorom alting er, så tør jeg i hvert fald godt bage denne bryllupskage til mine forelskede venners store dag. Jeg glæder mig!

copenhagencakes afternoon tea 1copenhagencakes bryllupskage afternoon tea 4Opskrifterne passer til en springform på ca. 21 cm og er til ca. 10-12 personer. Du skal herudover undervejs også bruge en springform på 16-19 cm. Det tager lidt tid at bage kagen, da der er mange elementer der skal laves. Jeg anbefaler at gøre det i den rækkefølge jeg har beskrevet herunder. Bemærk at hindbærmoussen skal stå på køl natten over, så den skal du lave dagen før kagen samles. Du behøver ikke vente til dag 2 med at bage lagkagebunden – hvis du bager den i god tid kan du bare pakke den ind i køkkenfilm og lægge den på køl.

En sidste kommentar: Hvis du skal bage denne kage til et bryllup eller en anden vigtig begivenhed, så anbefaler jeg altid at kagen testbages først. Du har ikke lyst til nogen ubehagelige overraskelser undervejs i bageprocessen, når du bager til den store dag. Så gør dig selv den tjeneste at bage den minimum en gang før. Så får du feeling for hvad der er let, hvad der er udfordrende, hvor du skal være ekstra opmærksom, og hvor du måske skal bruge en ekstra hjælpende hånd. Og på den positive side får du en ekstra anledning til at spise kage! ❤

Hindbærmousse
150 g hindbær
Korn fra ½ vaniljestang
60 g sukker
Revet skal af 1 okø lime frugt
Saft fra ½ okø lime frugt
0,25 L piskefløde
50 g god, hvid chokolade
2 blade husblas

Ekstraudstyr: En springform på 16-19 cm.

  • Hindbær, vaniljekorn, sukker, limesaft og limeskal koges uden låg ca. 15 minutter. Si kernerne fra og stil hindbærmassen i køleskab.
  • Husblassen lægges i blød i en ½ liter vand i en ½ time.
  • Hak den hvide chokolade fint og hæld det i skål.
  • Piskefløden varmes op til den næsten koger (ca. 80 grader).
  • Hæld halvdelen af den varme fløde over chokoladen og rør indtil chokoladen smelter og massen er blank og ensartet.
  • Tilsæt mere og mere varm fløde.
  • Husblassen vrides for vand og kommes direkte op i den lune chokoladefløde under omrøring. Rør indtil husblassen er opløst.
  • Tildæk cremen med husholdningsfilm, så det dækker overfladen af chokoladen og op ad skålens sider. Cremen afkøles fuldstændigt i køleskab – minimum 3 timer eller til næste dag.
  • Den kolde fløde/chokolade-creme piskes let luftig med en håndmikser.
  • Tilsæt slutteligt den iskolde hindbærmasse og pisk, indtil hindbærmassen er blandet fuldstændigt sammen med chokoladecremen.
  • Beklæd den lille springform med køkkenfilm, og hæld hindbærmoussen op i. Dæk med køkkenfilm og stil det i fryseren i et par timer.

Lagkagebund
½ pakke Amo drømmekageblanding

  • Der er kun behov for at bage halvdelen af kagen, så brug halvdelen af brevet med kagemix, og gem resten til en anden gang du skal bage lagkagebunde.
  • Bag kagen efter anvisningen på pakken i en springform på ca. 21 cm. Husk at halvere alle ingredienser.
  • Afkøl kagen i formen på en bagerist. Når kagen er kølet kan den forsigtigt skæres fri fra kanten af springformen og vendes ud på bageristen.
  • Når kagen er fuldstændigt afkølet skæres toppen til, så overfladen er fuldstændig flad og bunden er lige høj over det hele. Prøv at stile efter at bunden er ca. 1-1,5 cm høj.

Hvid chokolademousse
2 ½ blade husblas
300 g hvid chokolade, smeltet
2 æg
2 æggeblomme
3¾ dl piskefløde

  • Udblød husblassen i koldt vand i 15 minutter.
  • Smelt chokoladen over et vandbad, og lad det derefter afkøle en smule
  • Pisk æg og æggeblomme i en skål over et vandbad indtil æggemassen bliver tyk og glat. Pas på at det ikke bliver for varmt, så du får røræg!
  • Klem vandet fra den udblødte husblas og opløs det i æggeblandingen under omrøring.
  • Hæld den smeltede chokolade i æggeblandingen under omrøring.
  • Pisk fløden stiv. Vend den piskede fløde i chokolade/æggeblandingen indtil massen er fin og ensartet.

Samling af kagen
Du skal bruge:
En springform på 21 cm (eller samme størrelse som du bagte lagkagebunden i)
Bagepapir eller kageplast
Pistacie-crunch (jeg har mit (Pistachio Bresilienne) herfra)

  • Find den store springform frem (den på 21 cm). Brug kageplast eller klip bagepapir til og læg det rundt langs springformens inderside (se et billede her, hvor jeg har demonstreret det på en anden kage).
  • Læg lagkagebunden ned i springformen.
  • Drys pistacie-crunch over bunden.
  • Hæld nu halvdelen af den hvide chokolademousse over lagkagebunden i springformen.
  • Tag hindbærmoussen ud af køleskabet. Den bør nu være godt fast, så den er til at løfte ud af den lille springform.
  • Læg hindbærmoussen midt i den store springform, og fuld siderne op med hvid chokolademousse.
  • Top kagen af med det sidste hvide chokolademousse, beklæd springformen med køkkenfilm og stil den på køl minimum 3 timer.

Indlægget er sponsoreret af Amo.

Reklamer

De lækreste glutenfrie rabarbermuffins

DSC_0440 copyGlædelig solskinstirsdag!

Håber I får nydt det gode vejr! For mit vedkommende står den i dag på masser af arbejde. Heldigvis får jeg besøg af to dejlige piger, nemlig Ditte og Sofie, som kommer og befrier mig fra mit kontor ved frokosttid. Ser så meget frem til en tiltrængt pause med godt selskab og god mad hos min yndlingsbiks, Wulff + Konstali.

Ditte har jeg faktisk nævnt et par gange allerede herinde på bloggen. Hun er jo dronningen af sunde søde sager, og hun er en kæmpe inspirationskilde for mig. Nu hvor sommeren (og bikinisæsonen) er lige rundt om hjørnet er jeg blevet lidt mere bevidst om at skære ned på alt det usunde. Med Dittes inspiration går det som en leg, for hun har om nogen vist mig, at det ikke behøver være kedeligt, bare fordi det skal være sundt!

DSC_0449 copyDisse rabarbermuffins har jeg selv kreeret ud fra én af Dittes opskrifter på choko-muffins. Og jeg skal hilse at sige, at de smager fuldstændig himmelsk! Jeg er så vild med, at man oven i købet også kan spise dem med god samvittighed. Så skader det vist ikke helt så meget når man får lyst til nummer to…

DSC_0443 copySe i øvrigt lige de flotte muffinforme jeg har anvendt! De stråler bare af sol og sommer synes jeg. Jeg vil anbefale dig at holde godt øje med bloggen, for om lidt kan du vinde disse farvefine muffinforme sammen en masse bagegrej fra House Doctor OG et gavekort på 200 kr. til Carte d’Ors isnyheder. Ja, der er altså noget at se frem til siger jeg bare…!

Ingredienser (ca. 6 store muffins)
3 tynde stængler rabarber eller 2 tykke
55 g kokosolie
2 æg
50 g kokossukker
Korn fra 1 vaniljestang
50 g sukrin gold eller alternativt stevia
2 modne bananer
160 g alm. mandelmel
20 g kokosfibermel
2 tsk bagepulver
En knivspids salt

    • Forvarm ovnen på 175 ºC (varmluft).
    • Skyld og rens rabarberne, og skær dem i små stykker (ca. 1 cm). Læg dem til siden.
    • I en stor skål piskes kokosolie med æg, kokossukker, vaniljekorn og sukrin/stevia.
    • Mos bananerne og rør dem ud i ægge-/sukkerblandingen. Hvis det er svært at røre dejen helt glat og ensartet kan du give den en kort tur med en stavblender.
    • Rør mandelmel, kokosfibermel, bagepulver og salt i dejen og rør indtil dejen er ensartet.
    • Hæld rabarberstykkerne i dejen og rør rundt.
    • Fordel dejen i muffinformene og bag dem i ca. 25 minutter.

Velbekomme!

Billionaire bars med cookie dough og saltkaramel

DSC_0149 copyHer er en kage til alle mine cookie dough lovers derude!

I kender måske kagen der går under navnet “Millionaire bars”. Det er en kage der består af en kiksebund (såkaldt shortbread), karamel og chokolade. Her kommer så den lidt vildere version af en millionaire bar, som så logisk selvfølgelig skal hedde Billionaire bar! Denne kage består af kiksebund, hjemmelavet saltkaramel, cookie dough og til sidst et forførende lag mørk chokolade.

What’s not to love!?!

Opskriften fandt min søster og jeg inspiration til i Lindsay Landis’ gude-bog “Cookie Dough Lover’s Cookbook”. Det er seriøst en hel kogebog dedikeret til cookie dough! Jeg købte den da jeg for et par år siden var i USA, og jeg eeeelsker den! Jeg tror desværre ikke den kan købes i Danmark, men jeg ved den er til at finde hos internationale onlineboghandlere, f.eks. Amazon.
(Opdatering: Jeg har netop fundet ud af at bogen kan købes hos Saxo her)

Needless to say er de her kager super-intense og mega smækre. Jeg anbefaler at skære dem ud i små anretninger, da lækkerheden ellers hurtigt bliver meget mættende.

DSC_0154 copy

Her er kagerne smukt serveret på min “tilt”-serie fra Anne Black ❤

Ingredienser (ca. 10 stk)
Kiksebund
65 g smør, stuetemp.
65 g sukker
½ tsk vaniljeekstrakt
¼ tsk salt
130 g hvedemel

Saltkaramel:
210 g sukker
2 spsk vand
2,3 dl fløde
60 g smør
1 tsk havsalt

Cookie dough
100 smør, stuetemperatur
50 g sukker
70 g brun farin
2 tsk fløde
½ tsk vaniljeekstrakt
95 g hvedemel
80 g god mørk chocolade, finthakket eller i små chokoladeknapper
Et nip salt

Chokoladetopping
80 g god mørk chokolade
1 spsk smør

Kiksebund

  • Forvarm ovnen på 180 °C og beklæd en bageform på 20×20 cm med bagepapir.
  • I en stor skål piskes smør sammen med sukker i 2-3 minutter indtil det er lyst og luftigt.
  • Tilsæt vanilje og salt og pisk indtil det er blandet sammen.
  • Tilsæt til sidst hvedemelet og rør indtil det er inkorporeret. Blandingen kan blive meget “sandet” i konsistensen, det hjælper at bruge hænderne og “trykke” dejen godt sammen.
  • Hæld dejen ned i bageformen og pres dem sammen i et jævnt lag. Med en gaffel prikkes der huller rundt omkring i dejen.
  • Bag kiksebunden i ovnen i 18-22 minutter indtil kanterne er let gyldne. Lad derefter kiksebunden køle helt af.

Saltkaramel

  • I en lille gryde smeltes sukker med vandet indtil farven er smuk karamelbrun (bliv ikke overrasket – først bliver det flydende, derefter tørt og grynet, og så smelter det igen og tager derefter farve).
  • Tag gryden af varmen, tilsæt fløden forsigtigt (pas på, det bobler!) og pisk det sammen (hvis karamellen stivner og ikke kan røres sammen med fløden, kan du sætte gryden tilbage over varmen og lade blandingen opvarmes under omrøring). Stil gryden på varmen og lad karamellen simre lidt – pas på det ikke brænder på.
  • Tilsæt smørret og pisk det sammen med karamellen. Rør til sidst saltet i.
  • Stil karamellen til siden og lad den køle af, spred derefter et jævnt lag ud over kiksebunden og stil det på køl.

Cookie dough

  • I en stor skål piskes smør med sukker og brun farin. Pisk indtil det er lyst og luftigt (ca. 2-3 minutter).
  • Mens der røres blandes fløde og vaniljeekstrakt i. Tilsæt derefter mel og rør ved lav hastighed indtil melet er inkorporeret i blandingen.
  • Rør chokoladen i, og smag til med salt. Jeg kan personlig godt lide, at man virkelig kan smage saltet – men det er en smagssag.
  • Spred cookie dough’en ud over karamellaget i et jævn lag og stil kagen tilbage på køl.

Chokoladetopping

  • Smelt chokoladen med smørret i en lille gryde over lav varme mens der røres rundt.
  • Lad det køle lidt af, og hæld det derefter over kagen.
  • Stil kagen tilbage i køleskabet og lad den køle af minimum i 30 minutter.
  • Inden servering skæres kagen ud i små firkanter eller rektangler.

Velbekomme ❤

VIND // Sunde Søde Sager af Ditte Ingemann og få her opskriften på den lækreste sunde chokoladekage

DSC_0068

—– Konkurrencen er nu afsluttet og vinderen er fundet —–

Jeg er så heldig at have lært en dejlig pige at kende. Hun hedder Ditte Ingemann, og ikke alene er hun sød, hun er også en gudsbenådet madblogger og fotograf. I kender hende måske som bloggeren bag The Food Club. Hvis I endnu ikke har besøgt hendes blog synes jeg I skal skynde jer at give den et besøg.

Ditte har netop udgivet hendes anden kogebog, nemlig Sunde Søde Sager, der indeholder 70 opskrifter på kager, snacks andre søde sager, der alle er uden hvedemel og raffineret hvidt sukker. Jeg har været så heldig at modtage hele to eksemplarer af bogen – én til mig selv, og én til en heldig læser. På to dage har jeg allerede testbagt tre af opskrifterne, og lad mig sige det sådan; de virker bare!

DSC_0938 copy

Jeg har fået lov til at videregive opskriften på den kage, som Ditte i bogen kalder for Kærlighedskagen. Det er en mega lækker og intens kakaokage lavet på ingredienser, man kun kan få god samvittighed af. Inden jeg bagte kagen smagte jeg lige på dejen, og jeg besluttede mig for at smide et par skeer agavesirup i, for lige at gøre den lidt sødere. Det er dog stadig en “voksenkage” i den forstand, at den på ingen måde er sukkersød.

Men før vi kommer til opskriften skal vi have gang i konkurrencen! Det foregår super simpelt denne gang: For at deltage i konkurrencen skal I blot følge Copenhagencakes på Facebook og skrive en kommentar i kommentarfeltet herunder.
Hvis I har lyst – men det er ikke noget krav – må I gerne skrive i jeres kommentar, hvad I plejer at gøre for at trylle søde sager lidt sundere. Alle opskrifter, idéer, tips og tricks er velkomne!

Konkurrencen varer til og med d. 22/4.
Husk at notere din email i det dertilhørende felt, så jeg kan kontakte dig hvis du vinder! Og husk endelig også, at præmien kun kan sendes til adresser i Danmark.

DSC_0945 copyIngredienser (til ca. 8 personer)
10 bløde, soltørrede dadler uden sten
1 moden banan
3 æg
4 spsk blødt kokosolie
1 dl stærk kaffe
1-2 spsk agavesirup (alt efter hvor sund eller sød du vil have kagen)
2 tsk ren vaniljepulver
50 g kakaopulver
1 tsk bagepulver
65 g alm. mandelmel
et nip salt

Pynt: Flødeskum, hakkede pistaciekerner (usaltede), frysetørret hindbær og friske hindbær.

  • Forvarm ovnen på 175 °C.
  • Hak dadlerne i små stykker og blend dem i en foodprocessor indtil de har konsistens som puré.
  • Tilsæt banan og blend det sammen med dadlerne.
  • Kom blandingen i en skål og tilsæt æg, kokosolie, kaffe og agavesirup og pisk det hele godt sammen.
  • Tilsæt vanilje, kakao, bagepulver, mandelmel og en knivspids salt og pisk det sammen.
  • Kom dejen i en springform (ø 20 cm) med bagepapir, og bag kagen i ca. 30-35 minutter.
  • Når kagen er kølet helt af, kan den toppes med letpisket fløde og drysses med finthakkede usaltede pistaciekerner, frysetørret hindbær samt friske hindbær.

God fornøjelse med bagningen og held og lykke med konkurrencen ❤

Vaniljecupcakes med mochaccino-frosting

DSC_0023 copyDisse cupcakes er opstået som en fusion af to forskellige komponenter, der bare virker! Nemlig mine vaniljecupcakes, som på trods af den helt enkle og simple smag bare er nogle af de dejligste cupcakes. De er luftige og lette, og smager himmelsk. Selvfølgelig kan du kombinere vaniljecupcakes med alle mulige former for forskellig frosting, dette er blot et bud på en rigtig god kombination. Den anden komponent i denne opskrift er mochaccino-frostingen, som jeg normalt bruger på disse chokoladecupcakes. Da jeg skulle bage forleden tænkte jeg at frostingens kraftige chokolade-/kaffesmag ville gå rigtig godt til de forholdsvis lette vaniljecupcakes. Og det fungerede bare!

Jeg eksperimenterede lidt med frostingen for at se, om jeg stadig kunne finde ud af lave blomsterblade med en såkalt “petal tip” fra Wilton. Det er en slags sprøjtetyl der er helt flad og aflang, som man kan sprøjte disse smukke blomsterblade med (her er et link hvor man kan se de forskellige petal tips). Jeg har en drøm om at jeg gerne vil prøve at lave nogle video-tutarials til dem af jer, der måtte være interesserede, hvor jeg viser hvordan jeg gør. Jeg håber jeg finder ud af det en dag!

Hvis du ikke kan lide smagen af kaffe kan du blot skifte kaffen ud med mælk – så får du en kakao-frosting i stedet.

DSC_0024 copyIngredienser (ca. 12 stk.)
120 g hvedemel
140 g sukker
1½ tsk bagepulver
En knivspids salt
40 g smør, stuetemperatur
1,2 dl mælk
1 æg
¼ tsk vaniljeekstrakt
Korn fra ½ stang vanilje

Frosting
60 gr kakao (usødet)
1,2 dl stærk kaffe, afkølet
525 gr flormelis
105 gr smør
en knivspids salt
1½ tsk vaniljeekstrakt

  • Forvarm ovnen på 170 ºC.
  • Mel, sukker, bagepulver, salt og smør røres sammen i en skål indtil det er godt blandet sammen, og konsistensen bliver “sandet”.
  • Tilsæt langsomt halvdelen af mælken under omrøring.
  • I en anden skål piskes ægget med vaniljeekstrakt, vaniljekorn og den resterende mælk.
  • Mens der røres hældes æggeblandingen langsomt i melblandingen. Pisk indtil dejen er ensartet og fin og stop med det samme – pas på ikke at “overpiske” dejen.
  • Dejen fyldes i nu cupcakeforme. Husk kun at fylde formene ⅔ op så der er plads til at dejen hæver når den kommer i ovnen.
  • Bag cupcakes’ne i 20-25 minutter.
  • Når cupcakes’ne er færdigbagte skal de afkøles fuldstændig før frostingen sprøjtes på.
  • Frosting
  • I en skål piskes kaffe og kakao indtil det er godt blandet.
  • Tilsæt sukker, smør, salt og vanilje og pisk igen indtil massen er jævn og ensartet.
  • Hvis frostingen er for flydende sættes den i køleskabet ½-1 time. Derefter piskes frostingen igennem og kan du fyldes på sprøjtepose og sprøjtes smukt på cupcakes’ne.

Velbekomme ❤

Min yndlingskage: Gulerodskage med creamcheese-frosting

GulerodskageMandag må være ugens bedste dag, for herhjemme er mandag store-kagedag!

Jeg har for tredje mandag i træk bagt en rigtig drøm af en kage for at udfordre mig selv lidt både på smag og på kreative evner. Det er Amo, der har opfordret mig til at tage kampen op sammen med Kagekampen, der bliver vist på Kanal 5. Her er det så meningen, at jeg skal “lege” med på samme dyst, som der bliver lagt for dagen i aftenens program. Heldigvis leger jeg blot med hjemmefra i mit eget køkken, og de eneste dommere der skal bedømme mine kager er min kæreste og mine venner. Og de er som regel ganske tilfredse – mildt sagt 😉

I aften skal Kagekampens deltagere udfordres i det, der hedder “Bag dommerens favorit”. Det går simpelthen ud på, at dommeren viser en af sine egne svære konditorkager, hvorefter deltagerne får opskriften og efterligner den. Jeg har dog fået lov til at bøje reglerne lidt, og i stedet bage min egen favoritkage. Og der er slet ingen tvivl om, hvilken kage det skulle være: Nemlig min lækre gulerodskage, som jeg har bagt en milliard-trilliard gange før. Altså nærmest.

GulerodskageHvis der i øvrigt er et sted du vil hente inspiration til smukke kager, så tag lige et kig på Amo’s Facebookside! Der er nemlig gang i den lækreste kage-konkurrence hvor du kan vinde en kurv fyldt med kagegrej, Amo-produkter og chokolade! Det er ved at være sidste chance for at deltage i konkurrencen, for denne uge er den sidste ud af de tre uger, konkurrencen kører i!
For at deltage i konkurrencen skal du dele et billede af din sjoveste, skøreste eller mest kreative kage på Amo’s Facebookside eller Instagram. Hvis du bruger Instagram skal du huske hashtaggene #amo og #kreativekager.
Jeg følger ivrigt med derinde i konkurrencen, og der er altså nogle ret så flotte og vilde kager!


Selvom jeg har bagt gulerodskagen flere gange end jeg kan tælle, er det faktisk første gang jeg bager den så den får dette “lagkage-agtige” udseende, og det er jeg faktisk ret godt tilfreds med. Jeg synes det ser meget fint og elegant ud. På toppen har jeg pyntet med det man kalder rose swirl frosting. Det har jeg en trin-for-trin-vejledning til lige her.

Det fantastiske ved denne kage er, at den både kan bages som kage, som lagkage (som her) og som cupcakes! Og sikkert også på flere måder – kun fantasien sætter grænser.

Ingredienser
Kagen
2 æg
1 dl smagsneutral olie
100 gr sukker
25 gr brun farin
1/2 dåse ca. 250 gr finthakket ananas
1 tsk vaniljesukker
125 gr mel
1 tsk natron
1 tsk bagepulver
0,25 tsk salt
1 tsk kanel
1/4 tsk muskat
En knivspids stødt nellike
125 gr revet gulerod
(100 gr valnødder eller pecannødder – kan udelades)

Creamcheese-frosting
450 g flormelis
75 g usaltet smør, stuetemperatur
190 g flødeost naturel (ikke light), køleskabskoldt

  • Forvarm ovnen til 185 °C.
  • Smør to springforme (ø=17 cm) med smør og drys dem med mel. Bank det overskydende mel ud.
  • Pisk æg, olie, sukker og brun farin sammen med en elpisker.
  • Pres ananassaften ud af stykkerne i et viskestykke hæld ananasen i viskestrykket og vrid viskestykket stramt over en håndvask) og vend den hakkede ananas i blandingen.
  • Bland mel, bagepulver, natron, vaniljesukker, salt, kanel, muskat og stødt nellike i æggeblandingen.
  • Rør gulerødder og evt. nødder i.
  • Hæld dejen ligeligt i de to smurte springforme
  • Bag kagen 20-25 minutter eller indtil du kan stikke en nål i kagen der trækkes rent ud.
  • Lad kagen køle godt af når den er færdigbagt.
  • Frosting
  • Flormelis og smør piskes sammen ved medium hastighed indtil det er godt blandet.
  • Tilsæt al creamcheese på én gang og pisk indtil det er inkorporeret. Skru op på høj hastighed og pisk videre indtil frostingen er let og luftig, det tager ca. 5 minutter. Pas på ikke at piske for længe, da frostingen så bliver tynd og flydende.
  • Kagen samles
  • Skær de færdigbagte (og helt afkølede) kager til, således at de er helt lige og vandrette på overfladen og flæk de to kager så du nu har fire bunde.
  • Smør frosting mellem hvert lag, og slut af med at froste toppen.

Dette indlæg er sponsoreret af Amo.

Den klassiske Sachertorte – en sikker favorit!

SachertorteDSC_0746 copy

I sommers var jeg i Wien hvor jeg brugte mange mange timer på at besøge de verdensberømte konditorier rundt omkring i byen. Selvom vi minimum besøgte ét kagested om dagen nåede vi langt fra at lægge vejen forbi alle konditorierne på min to-do liste. Ét af de steder, som vi af uforklarlige årsager glemte helt, var Hotel Sacher og deres berømte Sachertorte. Jeg har aldrig helt sluppet dette fra tankerne, og nu vil skæbnen det, at jeg skal tilbage til Wien i påskeferien, så Hotel Sacher står absolut allerøverst på listen denne gang!
Hvis du i øvrigt selv er nysgerrig på Wien har jeg forfattet en lille guide til Wiens allersødeste steder, som du kan læse lige her.

I aftenens afsnit af Kagekampen blev deltagerne bedt om at vise, hvilken kage de ville bage til deres mor på Mors Dag. Ligesom sidste uge (hvor jeg bagte citronkage med birkes og lemon curd) har Amo spurgt mig, om jeg har lyst til at prøve kræfter med aftenens udfordring i Kagekampen – blot hjemmefra. Det har jeg selvfølgelig! Så jeg ringede til min mor og udspurgte hende om hendes yndlingskage, og skæbnen ville det faktisk, at min mors absolutte yndlingskage er Sachertorten! Det synes jeg er helt fantastisk, jeg har længe villet prøve selv at bage den legendariske kage!

Jeg håber at I kan få lidt inspiration, enten hos mig eller i Kagekampen, til fremover at glæde jeres kære mødre med dejlig kage!

DSC_0776 copy1Husk i øvrigt, at Amo stadig har gang i den lækreste konkurrence ovre på Facebook hvor du kan vinde en kurv fyldt med det lækreste kagegrej, heriblandt lækre Amo-produkter og chokolade fra Konnerup (én af mine yndlingschokolademærker)! For at deltage i konkurrencen skal du dele et billede af din sjoveste, skøreste eller mest kreative kage på Amo’s Facebookside eller Instagram. Hvis du bruger Instagram skal du huske hashtaggene #amo og #kreativekager. Jeg elsker virkelig denne type konkurrencer, hvor man kan blive inspireret af andre entusiastiske og kreative kage-bageres flotte billeder!
Konkurrencen varer to uger endnu, hvor der hver uge bliver fundet en ugevinder, og til sidst findes én samlet vinder der vinder en kæmpe præmie der ud over at indeholde lækre køkkenprodukter og indeholder et kagestativ, bageforme, sprøjtetyller og meget mere.

DSC_0765 copy1DSC_0787 copy

Jeg har her bagt denne Sachertorte så den får et typisk “copenhagencakes-udseende”, hvilket afviger lidt fra den klassiske Sachertorte. Jeg har anvendt små springforme (ø = 17 cm) så kagen er blevet høj og smal i stedet for lav og bred. Jeg synes bare der er et eller andet super elegant over høje kager.
Den klassiske Sachertorte er kun flækket over en enkelt gang, hvor der er fyldt abrikosmarmelade mellem lagene. For at give kagen lidt mere af den dejlige marmelade har jeg valgt at flække kagen i fire bunde i stedet for kun to.

Nu er jeg bare super spændt på, hvordan denne kage smager sammenlignet med den ægte vare i Wien som jeg skal smage om en lille måneds tid!

Ingredienser
100 g smør
100 g mørk chokolade, ca. 80 %
80 g flormelis
5 æggeblommer
5 æggehvider
60 g sukker
100 g mel
1 spsk. kakao

Derudover
160 g abrikosmarmelade (jeg bruger den fra Rigoni di Asiago – den har en konsistens der lige passer til denne kage)

Chokoladeganache
160 g mørk chokolade, ca. 60 %
60 g smør

  • Forvarm ovnen på 165 ºC (alm. ovn).
  • Smør to springforme (ø=17 cm) med smør og drys dem med mel. Bank det overskydende mel ud og stil dem til siden.
  • Smelt smør og chokolade i en skål enten i mikroovnen eller over vandbad. Rør rundt indtil chokoladen er helt smeltet. Lad det derefter afkøle lidt.
  • I en skål piskes flormelis og æggeblommer til det er luftigt. Vend den afkølede chokolade i.
  • I en anden skål piskes æggehviderne stive med sukker. Derefter vendes æggehvidemassen forsigtigt i chokolademassen.
  • Vej mel og kakao af og sigt det i dejen. Vend dejen forsigtigt sammen så den ikke mister sin volumen.
  • Fordel dejen ligeligt i de to springforme og bag dem i ovnen i ca. 30-35 minutter (husk at alle ovne er forskellige, så hold godt øje med dine kager og tag dem ud så snart de er færdigbagte).
  • Tag kagerne ud af ovnen og lad dem afkøle fuldstændig.

Kagen samles
Mine kager fik en flot og høj runding på toppen da de var færdigbagte. Er dette også sket for dig skal du skære toppen af de to kager af, således at de er helt lige og vandrette på overfladen.

  • Flæk de to kager så du nu har fire bunde.
  • Smør abrikosmarmelade mellem lagene og saml kagen.

Chokoladeganache

  • Smelt chokolade og smør i en skål over et vandbad og lad det afkøle lidt.
  • Hæld ganachen over kagen og sørg for at siderne bliver fint dækket.
  • Lad det størke inden du serverer kagen.

Velbekomme!

Indlægget er sponsoreret af Amo.

Citronkage med birkes og lemon curd + konkurrence

DSC_0379 copyDSC_0361 copy

Det er efterhånden ved at være et halvt år siden jeg gav den gas i Kagekampen. Det, at deltage i Kagekampen har virkelig været med til at forme mig som “kagebager”. Med det mener jeg, at jeg er blevet mere klar over hvor mine styrker og svagheder ligger, og jeg er især også blevet mere bevidst om, hvilken genre jeg kan lide at bage indenfor. Jeg har fundet min egen såkaldte “kageidentitet” som jeg kan lide at udvikle mig indenfor, både hvad angår kagetyper, ingredienssammensætninger og kagedekoration.

I dag starter en ny uge af Kagekampens sæson tre, hvor deltagerne har 1,5 time til at dyste mod hinanden i forskellige udfordringer. I aftenens program bliver deltagerne bedt om at bage en kage til deres idol. Spændende udfordring!
Amo har spurgt mig, om jeg har lyst til at dyste med. Hjemmefra altså. Og det har jeg takket ja til. Det kan godt være jeg har lovet mig selv ikke at spille fandango på tv mere, men jeg vil hellere end gerne lege med i hjemlige rammer.

DSC_0401 copyDSC_0384 copy

I dag starter også en monster fed konkurrence på Amo’s Facebookside hvor du kan vinde en kurv fyldt med det lækreste kagegrej, heriblandt lækre Amo-produkter og chokolade fra Konnerup (én af mine yndlingschokolademærker)! For at deltage i konkurrencen skal du dele et billede af din sjoveste, skøreste eller mest kreative kage på Amo’s Facebookside eller Instagram. Hvis du bruger Instagram skal du huske hashtaggene #amo og #kreativekager. Jeg elsker virkelig denne type konkurrencer, hvor man kan blive inspireret af andre entusiastiske og kreative kage-bageres flotte billeder!
Konkurrencen varer de næste tre uger, hvor der hver uge bliver fundet en ugevinder, og til sidst findes én samlet vinder der vinder en kæmpe præmie der ud over at indeholde lækre køkkenprodukter og indeholder et kagestativ, bageforme, sprøjtetyller og meget mere.

DSC_0368 copy

Tilbage til idol-udfordringen. Jeg har virkelig tænkt længe over, hvem jeg mon kan kalde mit såkaldte idol. Det er en svær nød at knække. Jeg er ikke sådan den store kendis-kender, og har ikke på den måde nogen jeg virkelig “forguder” eller ser op til. Men jeg tror heller ikke den kage jeg skulle bage ville komme så meget an på, hvem den er bagt til. Når man bager en kage til sit idol synes jeg det er mere vigtigt at kagen symboliserer, hvem den er bagt af. Hvis jeg skulle bage til et idol ville jeg se det som min allervigtigste opgave at sørge for, at kagen er noget af det ypperste jeg kan præstere; at den smager fantastisk og at den samtidig er gudesmuk.
Jeg er for tiden ret så forelsket i alt der smager af citrus. Derfor har jeg valgt at bage en klassisk citronkage med blå birkes. I stedet for at bage den i en rektangulær brødform, som man plejer, har jeg valgt at bage denne kage i små runde springforme, så kagen kan samles til en smuk og høj lagkage. Imellem lagene har jeg smurt skøn og syrlig hjemmelavet lemoncurd, der virkelig bare smager af mere! Til sidst har jeg smurt kagen op med et tyndt lag syrlig flødeskum, som jeg har rørt op med lemon curd.
Kommentarer til kagen: Jeg bagte kagen i to springforme og lagde et lag lemon curd mellem de to kage-lag. Faktisk tror jeg det ville blive endnu mere delikat hvis man skar hvert lag over, så der i alt var fire kage-lag, hvorimellem man kunne lægge et herligt tykt lag lemon curd!

Voila, kære idol, hvem du end er! Her er altså en kage, jeg ville turde præsentere for både Mandela, Michael Jackson og Moder Theresa. Og jeg er sikker på de alle ville elske den 😉

Ingredienser
Kage
185 g hvedemel
1 tsk bagepulver
40 g blå birkes
225 g smør
250 g sukker
Fintrevet skal fra 2 øko. citroner
2 tsk citronsaft
4 æg
1,5 tsk vaniljeekstrakt

Lemon Curd
130 g sukker
2 æg
Saft og fintrevet skal fra 2 øko citroner
50 g smør, stuetemp.

Citronflødeskum
3 dl piskefløde
1 dl lemon curd (fra ovenstående opskrift)
2 spsk sukke

  • Forvarm ovnen 180 ºC (alm. ovn).
  • Smør to springforme (ø=17 cm) med smør og drys dem med mel. Bank det overskydende mel ud.
  • Bland mel og bagepulver i en skål og stil skålen til side.
  • I en lille smål blandes 1 spsk af melblandingen med birkes. Rør det rundt og stil skålen til side.
  • Smelt smørret i en skål i mikroovnen.
  • Blend sukkeret med citronskallen i en foodprocessor (eller i en skål med en stavblender) indtil det er godt blandet sammen. Tilsæt citronsaft, æg og vaniljeekstrakt og blend indtil det er blandet godt. Tilsæt til sidst det smeltede smør og blend videre.
  • Hæld dejen i en stor skål og sigt melblandingen i under forsigtig omrøring.
  • Vend birkesfrøene i dejen og fold dejen sammen med en dejskraber indtil birkesfrøene er godt fordelt.
  • Hæld dejen ligeligt i de to smurte forme og bag i ovnen i 15 minutter. Sænk derefter varmen til 165 ºC og lad kagerne bage videre ca 30 minutter yderligere indtil overfladerne bliver gyldenbrune. Alle ovne er forskellige, så hold godt øje med dine kager og tag dem ud så snart de er færdigbagte!
  • Lad kagerne afkøle fuldstændig.

Lemon Curd

  • Sukker, æg, citronskal og citronsaft hældes i en varmesikker skål og stilles over et vandbad med simrende vand.
  • Pisk i blandingen med en håndmixer mens blandingen varmes op og langsomt tyknes.
  • Når curden har konsistens som en tyk sovs tages den af varmen.
  • Tilsæt smørret i små stykker og rør det rundt til det er smeltet.

Citronflødeskum

  • I en skål piskes piskefløde med lemon curd og sukker indtil konsistensen er tyk og fast.

CitronkageDSC_0347 copy

Kagen samles

  • Skær de færdigbagte kager til, således at de er helt lige og vandrette på overfladen.
  • Smør et tykt lag lemon curd ovenpå den ene kage, og placér den anden kage ovenpå.
  • Smør et tykt lag citronflødeskum over kagen og glat det til (På billedet kan I se jeg har lagt en fugtig karklud mellem kagefadet og drejepladen – det er blot så kagefadet står godt fast på den ellers glatte overflade).
  • Hæld den resterende citronflødeskum på en sprøjtepose med stjernetyl og sprøjt små stjerner på kagens top.

Husk at tænde for Kanal 5 i aften kl. 18:00, hvor det bliver spændende at se hvilke idolkager deltagerne vælger at bage!

Indlægget er sponsoreret af Amo.

Lately

DSC_0838 copyStarten af februar har været meget travl – men sådan kan jeg nu også bedst lide det! Jeg er tilbage på uni igen efter en lang eksamensmåned, så undervisningen og lektielæsningen skal selvfølgelig passes og plejes sideløbende med job, bagning og vennelivet. Min blogging har derfor ikke været så hyppig, men det betyder ikke at jeg ikke har en masse kageoplevelser jeg gerne vil fortælle jer om. Jeg har jo alligevel altid mit kamera på mig, så her er lidt billeder og fortæller om de seneste og sødeste erfaringer i Copenhagencakes’ verden.

Jeg er også på et lille nyt projekt, hvor jeg anmelder madoplevelser for whatwelike.dk. Min første opgave i den forbindelse var et besøg hos fantastiske Strangas Dessert Boutique. I kan læse hvad jeg har skrevet om besøget her.

DSC_0939 copyMit hjem har på den seneste været den største fryd at træde ind i – her dufter nemlig af vanilje over det hele! Jeg er storforbruger af vanilje, og køber derfor et ordentlig læs hjem en gang imellem. Og når det endelig skal være, så skal det selvfølgelig også være den bedste vanilje af de største og saftigste stænger. Mmmm!

I kan læse mere om hvor jeg køber min vanilje her hvor jeg også har en opskrift på hjemmelavet vaniljeekstrakt.

DSC_0788 copyDer har været meget hype omkring Bertels Salon i Strædet i indre by, og da jeg i forvejen er svært begejstret for deres biks på Frederiksberg har den nyåbnede Salon længe været højt på min “must visit”-liste. Desværre skuffede besøget fælt! Kagerne var smukke og indretningen var også meget imponerende og gennemført – men der stopper begejstringen vist også. Vi købte to forskellige kager, og begge kager var mere eller mindre intetsigende og bundene var våde og bløde – slet ikke sprøde og kiksede som de skal være i en cheesecake. Kagerne koster 48 kr. pr stykke, og for den pris vil jeg altså have en kage der slår benene væk under mig!

DSC_0782 copyJeg har en kær veninde der bor klods op ad Lagkagehuset på Christianshavn. Det resulterer ikke sjældent i et Lagkagehus-besøg hvor vi får slæbt lidt lækkerier med hjem. Jeg kan aldrig beslutte mig for om jeg bedst kan lide Christianshavnertærten eller jordbærkagen. Så løsningen bliver for det meste at vi køber én af hver, og deler det hele…

En af mine største bagefantasier er at bage en Christianshavnertærte-kopi, men jeg har endnu ikke fundet frem til den rette opskrift. Hvis der mon sidder én derude med en opskrift I vil dele, så vil jeg SÅ gerne have et smugkig!

DSC_0013 copyDSC_0025 copyDenne weekend har min kæreste og jeg nydt et mini-ophold på Avenue Hotel her i København. Det virker måske lidt fjollet at tage på hotelophold i sin egen by, men vi havde virkelig brug for at hive stikket ud, lægge arbejde og lektier bag os blot for et døgn, droppe madlavning og rengøring, og bare slappe helt af. Tilfældigvis var det “Valentins-weekend” da vi var der, så hotellet var så søde at overraske os med de smukkeste kager fra hotellets nabo, Hr. Strangas. Det var altså en kærkommen overraskelse!

Wow, hvor har jeg egentlig bare nydt meget kage her på det seneste! Heldigvis har jeg ikke nogen øvre grænse hvad angår indtag af kage, så om lidt er jeg på banen igen med nye bagekreationer og nye opskrifter.

Masser af kærlighed herfra ❤

Æblegrød og gammeldags æblekage

DSC_0629 kopiForleden fik jeg lyst til at lave gammeldags æblekage da jeg havde en masse lækre æbler på lager, og tænkte at de skulle bruges til noget kreativt. Jeg har faktisk aldrig før lavet gammeldags æblekage. På en eller anden måde har jeg altid haft et eller andet imod lige denne dessert. Jeg ved ikke helt hvorfor, jeg tror måske jeg engang fået det hvor det var virkelig dårligt lavet, og så har jeg ikke siden haft lyst til at spise det.

Men man har et standpunkt indtil man tager et nyt, og sådan blev det altså til, at jeg fik lyst til at koge æblegrød på nogle lækre danske øko-æbler. Æblegrøden brugte jeg så både til gammeldags æblekage og en masse andre ting, blandt andet som topping på min grød om morgenen. Det er altså lækkert!

Herunder får du opskriften på æblegrød. Jeg undlader at gå i detaljer med opskriften på gammeldags æblekage, for der skal man jo bare kombinere æblegrød med flødeskum og marens eller æblekagerasp.
Husk at mængden af tilsat sukker i æblegrøden selvfølgelig afhænger af, hvor søde æblerne er! Derfor er mængden i ingredienslisten blot vejledende.

DSC_0629 copy copyDSC_0636 copyIngredienser
1 kg æbler
2 dl vand
70 g sukker
Korn fra 1 stang vanilje

  • Skræl æblerne, fjern kernehuset og skær dem i tern.
  • Find en stor gryde frem og smid æbletern og vandet deri. Kog det op indtil æblerne er lidt møre, hvorefter sukkeret og vaniljekornene tilsættes. Du kan også smide den tomme vaniljestang deri for at give lidt ekstra vaniljesmag til det hele.
  • Rør rundt og lad det koge videre indtil du er tilfreds med konsistensen. Husk at tage den tomme vaniljestang op af æblegrøden inden servering.

Velbekomme!