Hurtig og lækker iste med fersken

copenhagencakes iste isthe icetea ferskenJeg er lidt grebet af en lyst til at eksperimentere med hjemmelavede drikkevarer for tiden. Så får jeg lige de drikkevarer, jeg allermest har lyst til at drikke, og jeg undgår samtidig al kemien og den ekstreme mængde sukker som findes i supermarkedernes læskedrikke.

Her har jeg fremtryllet verdens nemmeste iste med fersken. Det var lidt en impulsiv tanke jeg fik da jeg kom forbi Tante T i Torvehallerne. Jeg bad om vejledning til iste-venlige te-sorter, og endte med at komme hjem med lidt forskellige varianter. Den første variant jeg har afprøve er en hvid te der hedder Pai Mu Tan Fersken. Den dufter fuldstændig himmelsk af fersken. Jeg er sikker på at du kan bruge alle mulige andre forskellige teer til denne opskrift – det er kun vejledende hvad jeg har brugt.

Bemærk at trækketiden, mængden af te og vandets temperatur er angivet specifikt for denne type te. Bruger du en anden te kan det være du skal justere på de tre parametre.

Ingredienser (1 liter)
1 L vand
5 g Pai Mu Tan Fersken hvid te (eller anden god te)
1 spsk sukker (kan udelades)
1 skive citron og 2 skiver lime pr glas

  • Varm vandet op indtil det når 80 ºC. Hæld teen i en te-si eller et te-brev, og læg det i en kande hvor vandet hældes over. Tilsæt evt. 1 spsk sukker hvis du kan lide det en lille smule sødt.
  • Lad det trække 6-7 min.
  • Tag te-brevet op og stil kanden på køl.
  • Når teen er afkølet serveres den med isterninger og skiver af lime og citron.

Tips til hjemmelavet isthe

DSC_0475 copy

Iste, isthe, ice tea. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal kalde det, men hvad jeg dog ved er, at jeg har fundet en guilty pleasure!

Det er i den grad sæson for iskaffe og isthe, alt hvad der for blot en måned siden blev drukket varmt, skal nu – hvis du spørger mig – køles ned til frysepunktet (nærmest).

Det er super nemt at lave sin egen hjemmelavede is-the, og er den oven i købet også sundere end den, du finder i supermarkederne, som bare indeholder en masse kemi og næsten lige så meget sukker som en sodavand. Til gengæld smager hjemmelavet is-the ikke lige så sødt, så det skal man lige være klar over hvis man forventer at det smager af Nestea.

Jeg laver min is-the på en the der hedder “Green Bamboo” fra Perchs. Jeg kan godt lide at den er mild og frugtig (indeholder papaya, mango, ananas, rosenknopper og bambus). Du kan dog bruge lige den the du har lyst til, jeg anbefaler bare at vælge én der ikke er alt for sort, og har en snert af frugt, bær, citrus eller lignende.

Start med at brygge en stor kande the, og stil derefter kanden på køl. Når theen er helt afkølet kan det være der er lidt brunt bundfald, der kan du sie fra ved at hælde theen gennem et kaffefilter over i en anden kande. Skær to øko. limefrugter i tynde skiver og hæld det ned til theen sammen med en masse kviste mynthe. Lad det trække i køleskabet i et døgns tid.

Hvis du gerne vil have din the sødere kan du også tilsætte nogle appelsinskiver eller måske lidt sukker opløst i vand (så er den dog ikke så sund længere).

Jeg vil meget gerne høre fra jer, hvis I har gode erfaringer med at lave is-the på andre måder. Hvilke theer brygger I jeres is-the på?