Madmuffins med spinat og ost

DSC_0968På engelsk bruges begrebet savoury om mad, der ikke er sødt. På dansk har vi ikke rigtigt et begreb, der som sådan dækker termen savoury. Når jeg ser engelske og amerikanske bageprogrammer på tv oversættes savoury ofte med “krydret” eller “salt”, hvilket jeg synes er helt forkert, for savoury bagning behøver ikke nødvendigvis være specielt salt eller krydret. Det er så fjollet, at man ikke har et ord der rigtig dækker.
Disse muffins kommer egentlig fra en opskrift på savoury muffins, men jeg aner ikke hvad jeg bedre kan oversætte det med, end “madmuffins”. Hvis I har en bedre oversættelse eller en kommentar til dette dilemma vil jeg rigtig gerne høre fra jer!

DSC_0948Disse muffins er hurtigt blevet en favorit herhjemme. Det er super sjovt at bage noget anderledes til morgenmaden og frokosten, så den ikke bare står på rugbrød og pålæg hele tiden😉
Jeg vil helt sikkert eksperimentere mere med madmuffins i fremtiden. De kan varieres udi det uendelige, og så er de mega lækre når de lige hurtigt opvarmes i ovnen, skæres over og spises enten som de er, eller med pålæg.

Husk forresten at deltage i min giveaway, hvor du kan vinde et sæt af 8 stk dobbeltsidede fondant modeling tools og et sæt af 3 stk blomsterudstikkere i forskellige størrelser.

DSC_0950DSC_0967

Opskriften her kommer fra The Hummingbird Bakery’s fantastiske Cookbook.

Ingredienser (ca. 12 stk.)
30 g smør
½ rødløg, finthakket
360 g hvedemel
2½ tsk bagepulver
1 tsk cayennepeber
250 g revet cheddar
2,2 dL sødmælk
1 æg
130 frisk spinat

  • Forvarm ovnen på 170 °C.
  • Smelt smørret i en gryde og steg løget deri. Stil det til siden.
  • Sigt mel, bagepulver og cayennepeber i en stor skål. Tilsæt osten.
  • I en anden skål piskes æg og mælk sammen, derefter hældes æggeblandingen langsomt over melblandingen under piskning. Pisk indtil ingredienserne er godt blandet.
  • Hæld løgene og spinaten ned i dejen. Rør igen rundt indtil alt er godt blandet.
  • Fyld dejen i muffinsforme og bag i ovnen i ca. 30-35 minutter.
  • Når muffins’ne er færdigbagte skal de afkøle først lidt mens de endnu er i formene, derefter kan de stilles på en bagerist til fuldstændig afkøling.

Velbekomme!

6 thoughts on “Madmuffins med spinat og ost

  1. Mums, de ser lækre ud og ser ud til at være nemme og gode at have med på skovtur. Det må jeg prøve – de er garanteret også gode at fryse.
    Jeg har slået savoury op, og min ordbog siger ‘velsmagende, appetitlig, umamismagende’, så måske umami-muffins? Men madmuffins er også et godt ord, for man kan da forstå hvad det er – dvs en muffin der ikke er en kage.
    Mvh Camilla

  2. De ser virkelig gode ud! Synes, idéen er så god🙂
    Jeg har også slået ordet op, og der kommer forslaget “pikant” frem. Så det kunne også være et bud😉

  3. De ser rigtigt lækre ud – vi lavede nogle engang, men de kunne godt hænge fast desværre, hvor disse er mere brødagtige ser det ud til, sikkert pga melmængden.

    Jeg ville også se hvad ordbøgerne sagda da jeg så dilemmaet i din tekst (kendte ikke ordet i forvejen), og velsmagende, appetitlig lyder lige så forkert som salt fx – men pikant eller umami måske er noget folk mere kan forholde sig til – men ja – nogle ord kan bare ikke findes på nogle sprog.

  4. Hælder du bare den friske spinat direkte i dejen🙂 ? Eller hakker du den eller steger den med løgene først?

  5. Virkelig lækre! Har lige lavet dem og de var et kæmpe hit for både børn og voksne.. Men de hang meget ved papiret..?? Tænker om man ku lave dem direkte i muffinform, som er smurt lidt..

    • Mange tak, Janni🙂
      Det lyder som en god idé at lave dem direkte i muffinsforme🙂 Ellers skal man have fat i nogle papirsforme der er lidt olierede, ligesom bagepapir.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s